Historie

Indtil 1987 var Kreds 82 – Karlebo en del af kreds 5 – Hillerød, som havde træningspladser i Hilerød, Kirkelte og Humlebæk.
I efteråret 1986 havde Kirkeltepladsens hundeførere og ledere et møde, hvor man blev enige om, at kreds 5 havde vokset sig for stor, og at man ville søge oprettelse af en ny kreds.

Den 8. januar 1987 mødtes gruppen igen og fik de forskellige poster til bestyrelse og brugshundeudvalg på plads.

I fuld overensstemmelse med kreds 5 mødtes gruppen i klubhuset i Hillerød den 13. januar 1987, hvor vilkårene og grænserne for øst-vest for de 2 kredse blev aftalt.

Ved den ordinære generalforsamling den 14. januar 1987 blev det oplyst, at kredsens nummer og navn fremover ville være Kreds 82 – Karlebo, og at kredsen dækkede kystkommunerne fra Helsingør, Fredensborg-Humlebæk, Karlebo, Hørsholm og delvist Allerød kommune. Kredsens startede med 58 medlemmer og 60 hunde i træning.

Kredsens træningsplads var stillet til rådighed af skovløberen i Kirkelte, lige ved Store Dyrehave. Her havde man i mange år nydt godt af skovløberen Walther’s hjælp, blandt andet med elektricitet og meget andet. Desværre døde Walther pludseligt, samme dag som kredsen blev oprettet den 13. januar.

Man havde håbet på et godt samarbejde med den nye skovløber, men beklageligvis ønskede han ikke kredsens tilstedeværelse, en hård start for en ny kreds. En ansøgning blev derfor sendt til Karlebo kommune og et egnet sted til hundetræning. Dette tildeles ikke fra dag til dag, så kredsens modtog med glæde et tilbud fra John Bernt, Dobermannklubben, om at leje sig ind på hans private træningsplads på Vejenbrødvej 13 i Avderød. Kredsen flyttede fra Kirkelte den 1. november 1987.

I 1991 meddelte Karlebo kommune omsider tilladelse til oprettelse af træningsplads i Langstrup Mose, på hjørnet vest for Helsingør-mortorvejen og nord for Vejenbrødvej. Fra april 1991 fik Kreds 82 endelig sin egen plads med mulighed for at træne og arbejde med hundene alle ugens dage.

Siden da har kredsen bygget nyt klubhus (2003/2004) på den nuværende placering, og løbende renoveret både hus og træningsudstyr.